pressemeddelser
Better Place indvier Europas første batteriskiftestation i Danmark
28. jun. 2011
Europas første batteriskifte på en elbil fandt i dag sted på Better Place batteriskiftestationen i Gladsaxe. Klima- og energiminister Lykke Friis sad med i verdens første elbil med udskifteligt batteri, Renault Fluence Z.E., mens batteriet blev skiftet. Better Place etablerer i første omgang i alt 20 stationer i et dansk netværk over de næste ni måneder. Både udlandet og danskerne viser stor interesse for teknologien, der gør op med elbilens traditionelle begrænsninger.
Gladsaxe, tirsdag 28. juni 2011 – På batteriskiftestationen, som er den første af sin art i Europa, bliver batteriet skiftet på under fem minutter, mens føreren bliver siddende i bilen. Batteriskiftestationen i Gladsaxe nord for København er samtidig den første af de 20 stationer, som Better Place opfører i Danmark frem mod foråret 2012. Moderne elbiler har i dag en rækkevidde under 200 kilometer, og en fuld opladning tager seks til otte timer. Batteriskiftestationen gør op med denne begrænsning.
Med Better Place netværket til elbiler får Renault Fluence Z.E. ubegrænset rækkevidde og er dermed det første reelle, miljøvenlige alternativ til de benzin- og dieseldrevne biler. Det har mere end 3.000 danskere allerede oplevet ved at besøge Better Place Center i Hellerup, som åbnede i foråret. Ni ud af 10 siger efter besøget og en køretur, at de overvejer at købe en elbil, og interessen for at besøge Better Place Center vokser fortsat.
”Vores løsning giver større køreglæde, renere luft i byerne og bidrager til at forøge den vedvarende energi i elnettet. En elbil med et Better Place-abonnement er tilmed billigere på totalomkostninger end tilsvarende konventionelle biler”, fortæller Johnny Hansen, CEO i Better Place Danmark, og fortsætter; ”med batteriskifte overvinder vi elbilens sidste barriere, nemlig rækkevidden, og interessen er så stor, at jeg sagtens kan se Renault Fluence Z.E. blive landets mest solgte bil inden for få år”.
”Det er en milepæl, vi når i dag, mindre end fire år efter, visionen opstod. Med et batteriskiftenetværk til Renault Fluence Z.E. indfrier Better Place og Renault sammen elbilens fulde potentiale. Det er slut med at holde stille og vente på at lade bilen op på de lange ture, og det er enestående, at danskerne er blandt de første i verden, som får denne mulighed”, lyder det fra direktør Henrik Bang, Renault Danmark, med henvisning til det stigende internationale fokus på batteriskifteteknologien.
International opmærksomhed
Better Place og Renault har netop offentliggjort en aftale om batteriskiftestationer til Renault Fluence Z.E. i Australien. Elbilnetværket forventes at være verdens største elbilnetværk allerede om to år. I Kina peger man fra statslig side på batteriskifte som løsning på elbilers rækkeviddeproblem, og også i EU nyder batteriskifteteknologien stor opmærksomhed. Alene i år har tre projekter, som forsker i elbilinfrastruktur og batteriskifte, modtaget finansiering fra EU. Senest eMobility-projektet, som modtog mere end 33 millioner kroner fra de såkaldte TEN-T-midler. Endelig udruller Better Place allerede i år en landsdækkende infrastruktur af batteriskiftestationer og ladestandere i Israel.
Better Place samarbejder på globalt plan med blandt andet Renault, General Electric og China Southern Grid, og internationale investorer har globalt investeret knap 700 millioner USD i Better Place. I Danmark arbejder Better Place tæt sammen med blandt andre DONG Energy og mere end 45 kommuner om at udrulle den landsdækkende infrastruktur.
Batteriskifte – helt enkelt
|
Batteriskiftet sker fuldautomatisk, mens du sidder i bilen. Allerede når du nærmer dig batteriskiftestationen, har stationen og bilens intelligente navigationssystem identificeret bilen, og du bliver guidet gennem hele skiftet. Det er både nemt og hurtigt, og du behøver ikke stige ud af bilen eller finde tegnebogen frem. Adgangen til infrastrukturen er betalt af dit månedlige abonnement, og du kan skifte batteri og lade din bil, så meget du vil. Du betaler et fast beløb, der passer til dit kørselsbehov. Frem til næste forår planlægger Better Place at opføre i alt 20 batteriskiftestationer langs det danske motorvejsnet, og netværket udbygges yderligere i løbet af 2012.
|
B-roll-videomateriale af Renault Fluence Z.E. og batteriskiftestationen kan findes i online pressekit på
http://danmark.betterplace.com/presse/pressemeddelser/
Better Place media FTP-server for yderligere levende billeder:
ftp.betterplace.com
username: read-only
password: von9fer2
For yderligere oplysning eller aftaler om interview, kontakt venligst:
Mikkel Linnet
Pressechef, Better Place Danmark
Telefon: 31 73 05 61
mikkel.linnet@betterplace.com
Susanne Tolstrup
Kommunikationsdirektør, Better Place Danmark
Telefon: 31 35 11 90
susanne.tolstrup@betterplace.com
Om Better Place
Better Place Global blev stiftet af Shai Agassi i 2007 og har hovedsæde i Palo Alto, Californien. I Danmark etablerede Better Place sig 1. februar 2009 og beskæftiger i dag 84 medarbejdere. Better Place Danmark har et kapitalgrundlag på 103 mio. euro og ejes af Better Place Global og DONG Energy, som er mindretalsaktionær. Better Place’s mission er at være Danmarks førende udbyder af services til elbiler og dermed bidrage til at accelerere et skift til bæredygtig transport. Better Place udbyder en infrastruktur og en række services, som gør en elbil økonomisk attraktiv at købe, let at bruge og fantastisk at eje. Det er en kæmpe udfordring, som kræver nye løsninger og samarbejder inden for alle grene af det nye, globale transport-økosystem.
